Willowshires
Forside > Hingste > Parkway Boxer

Parkway Boxer

Far: Bodernog Master

Mor: Parkway Blossom

Morfar: Trelow Father Abraham

Boxer kom til os lidt tilfældigt og pludseligt i september 2012, men vi kender ham gennem de sidste 5 år og har altid beundret hans gammeldags type, tydelige racepræg, nakke, farve og generelle udstråling. Han har den her Welsh Cob agtige bygning - kompakt og særdeles harmonisk, med en superstærk overlinie og kraftig hals og nakke og så kan man se på lang afstand, at han er hingst. Virkelig et glansbillede....han er faldet rigtig godt til her og traver glad og lystig rundt på folden, nærmest som i et travrideprogram. Han har en ide om, at han er gammel nok til selv at bestemme, hvad og hvornår han skal gøre forskellige ting, så der er vi ved at fortælle ham, at dét har han misforstået......som englænderne siger: "You tell a gelding, ask a mare and discuss it with a stallion", hvilket de fleste erfarne hesteejere nok kan anerkende. Boxer vil egne sig til alle hopper, hvor man ønsker en god type på føllet ( og forhåbentlig den wauww effekt, han selv har ), men også godt til smalle, moderne hopper og hopper med lidt klejne lemmer og hove med sparsomt hovskæg. Desuden til store kantede hopper, som mangler lidt "samling" i kroppen. I år har han avlet 3 føl, som alle ligner ham, den ene endog særdeles meget. Så jeg tror faktisk, at vi har fundet hingsten til Victoria, når den tid kommer. Ikke, at hun har alle disse mangler, men hun er ret ædel i typen og kunne godt bruge en hingst med kraftig bygning, så vi både får afkom med stærke og holdbare ben, så vi ikke får dem for fine i lemmerne. Boxers far kender vi også, han er over 20 år og lever stadig og viser tegn på god sundhed og holdbarhed. I UK er der en hingst, som hedder Trelow Commodore ( far til Acle Delmas Double D, multichampion og Spring Show Champion )- søn af T F Abraham - som minder meget om Boxer, som har haft rigtig mange ædle udstillingshopper til bedækning, på trods af, at han aldrig har vundet championships af nævneværdig grad. Faktisk så mange, at han er super premium hingst, men har lavet rigtig mange gode afkom. Han har også vundet afkomspræmien ( stock stallion award ), som er eftertragtet af alle hingsteholdere i UK.

Boxers morfar, Father Abraham ( billedet herover ), er een af de ikoniske top 5 hingste, som jeg omtaler i "Hingste", da vi startede op med Shiren i 1999. Boxer ligner mere sin morfar end sin far, hvilket er kendetegnende for de  hingste, som først og fremmest benyttes pga. deres udseende. De er uhyre vigtige i avlen, fordi de giver type og racepræg og på ét eller andet tidspunkt, er man nødt til at have dem indover i sin avl, så vi ikke får udvandet typen, som det ses med mange andre racer. Vi skal bibeholde Wauww-effekten. Abraham blev skænket til Australien for at udvide gen puljen, men levede et kummerligt liv, hvor han flakkede rundt til forsk. hestefolk, som ikke kunne passe på ham og han endte sine dage for nogle år siden......lidt bonusinfo: hans far, Snelson Buscot, stod i mange år i Tyskland, men jeg ved ikke, om han stadig lever.

 

Hvad skal jeg sige......det er det her, det hele drejer sig om....power, skønhed, ynde....det bliver ikke meget bedre....Boxer er, næstefter Upper, den stærkeste, livsgladeste og mest overskudsagtige hest, vi har haft til dato. Han udstråler, at kunne gå til verdens ende, men viser samtidig den her afhængighed af een, i helt elementære situationer, som Upper også havde, hvor de er bange for nogle besynderlige ting, men alligevel har tillid til, at man gør det rigtige for dem. Specielt i den sidste tid, er vi nået godt ind til ham. Han er ikke en stor kælepot, men han er på hele tiden, klar til udfordringer. En rigtig hingst!!

 

 

 

 

 

 

 

 

Oktober 2012

Nov. 2012

 

 

Boxer til show i Sorø 2012